Renovering af lejemål mens lejer bor der

Har du et ønske om at renovere et lejemål, mens der bor en lejer, gør vi dig i denne artikel klogere på, hvilke renoverings varsler og regler du skal være opmærksom på, samt hvad du skal gøre, hvis du ønsker at hæve huslejen som følge deraf. 

Mindre renoveringsarbejde

Ønsker du at foretage mindre renoveringsarbejde i en lejebolig, skal du give lejer besked om dette minimum 6 uger inden arbejdet begynder. Mindre renoveringsarbejde karakteriseres som reparationer af lejemålet, som ikke er til gene for lejer. 

Renoveringsarbejde af større karakter

Vil du gerne lave en større renovering, skal du give lejer et varsel på minimum 3 måneder, inden arbejdet igangsættes. Der er tale om renoveringsarbejde af større karakter, når renoveringsarbejdet kan anses for at være til gene for lejer. Dette kan fx være, hvis du gerne vil foretage en ombygning, eller hvis lejers daglige gang i lejemålet indskrænkes. Der er især tale om en indskrænkning, i tilfælde hvor lejer har begrænset adgang til badeværelse, samt beboelsesrum som f.eks. køkken og stue.

Når der foretages en renovering af større karakter, vil man som regel give lejer et nedslag i huslejen, mens renoveringsarbejdet står på, fordi lejemålet ikke lever op til den fulde huslejes værdi, når lejers daglige gang indskrænkes. En anden mulighed er at genhuse lejer midlertidigt i et andet lejemål – dette er især relevant i tilfælde, hvor køkken, bad eller toilet skal udskiftes. Vælger du at genhuse lejer, har lejer fortsat krav på at flytte tilbage i lejligheden, når renoveringsarbejdet er færdigt. 

Ved renovering af større karakter er det desuden også vigtigt, at arbejdet foretages uden afbrydelse og med så meget hensyn til lejer som muligt. 

Særligt ved renovering i regulerede kommuner

Ligger det lejemål, du ønsker at renovere i en reguleret kommune, gælder der nogle særlige regler, alt afhængigt af om der er en beboerrepræsentation i ejendommen eller ej. I regulerede kommuner har lejerne nemlig mulighed for at gøre indsigelse mod det forbedringsarbejde, som du påtænker at udføre. 

Disse regler gælder dog kun, hvis ejendommen har 4 eller flere beboelseslejemål. Er der ikke det, kan du foretage forbedringerne efter de normale varsler, og lejerne vil ikke have mulighed for at gøre indsigelse.

Lejemål i regulerede kommuner med beboerrepræsentation

I regulerede kommuner med en beboerrepræsentation skal beboerrepræsentanterne orienteres om dine planer for forbedringsarbejdet inden de øvrige lejere. Din varsling til beboerrepræsentanterne skal indeholde en detaljeret beskrivelse af det arbejde, du ønsker at udføre i lejemålet og et overblik over, hvad det forventes at koste. Din varsling skal også indeholde en beskrivelse af den potentielle huslejestigning, som forbedringerne forventes at medføre. Når du sender din varsling til beboerrepræsentanterne og til lejerne, skal du informere dem om deres mulighed for at gøre indsigelse. Dette har de hver især 6 uger til fra det tidspunkt, hvor de modtog din varsling. Skulle det ske, at beboerrepræsentanterne har indvendinger mod forbedringsarbejdet, skal du give lejerne besked om disse. Herefter har du yderligere 6 uger til at indbringe det som en sag for Huslejenævnet, hvis du ønsker at holde fast i at foretage renoveringsarbejdet. 

Lejemål i regulerede kommuner uden beboerrepræsentation 

I regulerede kommuner uden beboerrepræsentation skal du på tilsvarende vis fremsætte et skriftligt varsel om de forbedringsarbejder, som du påtænker at udføre. Varslingen til lejerne skal også indeholde en detaljeret beskrivelse af selve forbedringsarbejdet, et overslag over prisen og den potentielle huslejestigning, som forbedringerne forventes at medføre. Herudover skal du informere lejerne om deres mulighed for at gøre indsigelse de første 6 uger efter, at de har modtaget dit varsel. Klager mindst ¼ af lejerne inden for de 6 uger, har du 6 uger til at indbringe en sag for Huslejenævnet, hvis du fortsat ønsker at foretage renoveringen. 

Huslejeforhøjelse som følge af renovering

Ønsker du at forhøje huslejen som følge af den renovering, du foretager, er det et krav, at de gennemførte forbedringer forøger lejemålets værdi væsentligt. Det er Huslejenævnet, der afgør, om de planlagte forbedringer vil medføre en tilstrækkelig stigning i lejemålets værdi, således at du kan hæve huslejen. Før du begynder på forbedringsarbejdet, skal du derfor anmode Huslejenævnet om en besigtigelse, så de kan vurdere, om de planlagte ændringer er tilstrækkelige nok til at kunne retfærdiggøre den huslejeforhøjelse, du ønsker.

Læs mere om de forskellige varslingsprocedurer ved en huslejeregulering her. 


Vedligeholdelseskonto

Hvis du har en vedligeholdelseskonto tilknyttet lejemålet, skal du først anvende pengene fra denne konto til at dække omkostningerne for dine forbedringer. Kun hvis beløbet på denne konto ikke er tilstrækkeligt til at dække hele forbedringen, kan der være et grundlag for, at du kan foretage en huslejeforhøjelse på baggrund af de ekstra penge, du har postet i til at renovere det resterende af lejemålet.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *