Sådan foretager du et indflytningssyn

Lejer du mere end et lejemål ud, stiller lejeloven krav til, at du afholder et indflytningssyn. Vi anbefaler dog, at du også afholder et indflytningssyn, selvom du kun udlejer et lejemål.

Et indflytningssyn er en gennemgang af et lejemål, og laves sammen med lejer. Som regel afholdes det i forbindelse med nøgleoverdragelsen, men det kan også godt afholdes inden dette. Du skal indkalde lejer til indflytningssynet skriftligt med minimum 1 uges varsel. Formålet med indflytningssynet er at notere lejemålets stand og dets eventuelle fejl og mangler. Dette gavner både dig og lejer, da det bruges som et udgangspunkt for, hvad der skal istandsættes igen ved fraflytningen. 

Indflytningsrapporten

Når du til indflytningssynet sammen med lejer noterer lejemålets stand, gøres dette i det man kalder en indflytningsrapport. I indflytningsrapporten gennemgår man lejemålet rum for rum i et skema, hvor man noterer standen på ting som gulve, lofter, vægge mv, samt køkkenskabe, opvaskemaskine, WC-kumme, badekar og hvad der ellers måtte være af relevant inventar. 

Tip: Når I gennemgår lejemålet, anbefales det også, at dokumentere lejemålets stand, fejl og mangler ved hjælp af billeder, som kan vedlægges rapporten. På den måde sikrer man sig, at der ved fraflytningen ikke opstår tvivl om, hvad der menes med de formuleringer, der er blevet noteret i rapporten under synet. 

Indflytningsrapporten er både til gavn for dig og lejer, idet den fungerer som en form for bevis for lejemålets stand ved lejerens overtagelse. Med rapporten sikrer du dig dermed også, at lejer ikke løber for regningen af noget, som vedkommende har beskadiget under lejeperioden.

Undlader du at afholde indflytningssyn, selvom du er forpligtet til det, mister du din ret til at udbedre mangler for lejers egen regning ved fraflytningen. Du har dog stadig ret til at få lejer til at betale, hvis vedkommende har ødelagt noget.

Kopi af indflytningsrapport til lejer

Som udlejer er det dit ansvar, at lejer får en kopi af indflytningsrapporten til indflytningssynet. Er lejer ikke til stede ved afholdelsen af indflytningssynet, eller vil vedkommende ikke kvittere for indflytningsrapporten, skal du give lejer rapporten senest 2 uger efter indflytningssynet. Gør du ikke det, kan du ikke opkræve penge til istandsættelsen ved lejers fraflytning, medmindre der er ødelæggende skader, som skyldes lejers opførsel. 

Lejers rapportering af fejl og mangler

Når lejeaftalen begynder, har lejer 14 dage til at indberette yderligere fejl og mangler, som ikke blev opdaget og noteret ved indflytningssynet – en såkaldt fejl- og mangelliste. Når de 14 dage er gået, mister lejer rettigheden til at tilføje flere fejl og mangler til listen. Opdager lejer flere fejl efter de 14 dage, skal lejer altså selv betale for udbedring af fejlene – også selvom de var til stede ved indgåelsen af lejeaftalen. Der kan dog være særlige tilfælde, hvor lejer alligevel kan bede dig om at udbedre fejl, selvom vedkommende ikke har rapporteret dem til dig inden for 14-dages fristen. Dette kan være hvis lejer opdager fejl og mangler, som ikke burde have været opdaget ved sædvanlig gennemgang af lejligheden inden for fristen, fordi fejlene og manglerne var skjulte, og først har vist sig senere hen. I sådan et tilfælde vil lejer have 14 dage til at indberette fejlen til dig, fra det øjeblik den opdages.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *