Alt du skal vide om husordenen

Er du i tvivl om, hvad du bør inkludere i din husorden? Vi gør dig klogere på, hvad formålet med husordenen er, hvilke punkter du kan inkludere i husordenen samt hvad du skal gøre, hvis din lejer ikke overholder den.

Hvad er en husorden?

Som udlejer har du pligt til at sørge for god ro og orden i den ejendom, hvor du udlejer et lejemål. Dette gøres som regel nemmest ved brug af en husorden. En husorden er et regelsæt, der gælder for alle i ejendommen. Husordens formål er både at passe godt på ejendommen og dens fællesarealer, samt sørge for at beboerne ikke er til gene for hinanden. 

Du skal selv udforme en husorden der gælder for din ejendom, og gør du ikke det, er det lejelovens § 79 a-c om almindelige regler for god skik og orden, der gælder. 

Hvem kan udforme husordenen?

Har din ejendom ikke nogen beboerrepræsentation, kan du selv udforme husordenen. 

Har din ejendom en beboerrepræsentation, kan beboerrepræsentanterne udforme husordenen, medmindre du som udlejer har gode grunde til at modsætte dig det. 

Hvad bør en husorden indeholde? 

I princippet kan en husorden indeholde regler om alt hvad angår adfærd i ejendommen og fællesområder udenfor boligen. Nedenfor finder du en række regler, som mange udlejere vælger at inkludere i deres husorden. Reglerne skal blot ses som en inspiration. Du kan derfor selv vælge, hvilke du finder relevante at inkludere, samt tilføje yderligere.

  • Trappevask: Forventer du, at lejer selv står for trappevask, kan du lave regler for hvor ofte dette forventes, samt om lejerne i ejendommen på skift skal tage alle trapperne i opgangen, eller blot dem som er nærmest det konkrete lejemål. 
  • Fællesvaskeri og tørring af tøj: Er der et fællesvaskeri i ejendommen, kan du lave regler for brug af vaskemaskine og tørretumbler samt tørring af tøj. Nogle udlejere vælger fx at lave forbud mod tørring af tøj indendørs i boligerne, grundet øget risiko for skimmelsvamp.
  • Husdyr: Du kan enten lave et fuldstændigt forbud mod at holde husdyr, eller begrænse det til et bestemt antal og/eller specifikke husdyr. Det kan særligt være en god ide at være specifik omkring antallet, så du ikke risikerer, at en lejer pludselig anskaffer sig 5 hunde, hvis det ikke er i din interesse.
    Ændrer du først senere husordenen fra, at husdyr er tilladt, til at der er forbud mod dem, kan de lejere der har anskaffet sig husdyr, inden forbuddet blev indført, som udgangspunkt ikke blive pålagt at skulle skille sig af med de husdyr, de havde inden forbuddet. Det kan derfor være en god ide at forholde sig til dette punkt, allerede inden man indgår lejeaftalen.
  • Fest og støj: Hvad angår fester og støj kan du opsætte regler for ejendommens beboere om, at de skal give mindst en uges varsling, hvis de ønsker at holde fest, samt angive tidspunkter hvor der skal skrues ned for musikken eller være helt ro.
    I ældre og mere lydte ejendomme kan det også være nødvendigt at fastsætte tidspunkter, hvorefter det ikke er tilladt at tage et bad eller have vaske- og opvaskemaskine kørende, fordi det kan forårsage støj i vandrørene, som kan være generende for de andre i ejendommen.
  • Rygning: Må man ikke ryge i boligen, eller henvises der til specifikke arealer for rygning, bør dette også noteres.
  • Fællesarealer: For at passe godt på fællesarealer kan man lave forbud mod at stille indbo, affald, cykler, barnevogne og lignende i opgangen.
    Generelt er det en god ide at minde lejer om, at fællesområderne skal behandles med respekt, og at eventuelle beskadigelser skal udbedres for lejers egen regning.
  • Pulterrum: Har ejendommen pulterrum, kan du notere omstændigheder for brugen af disse. Dette kan fx være, at man ikke må opbevare brandfarlige væsker, og at pulterrummet altid skal være aflåst.
  • Aflåsning: Du kan opstille regler for, hvornår specifikke døre i opgangen skal være aflåste. Det kan fx være at hoveddøren skal være låst i specifikke tidsrum, samt at kælderdøren altid skal være aflåst, og at enhver, der måtte finde dørene ulåst, har pligt til at låse dem igen.
  • Skimmelsvamp og fugtskader: Det kan også være en god ide at inkludere regler, der har til formål at minimere risikoen for fugt og skimmelsvamp i boligen, for at sikre ejendommens stand. Det kan fx være et krav om, at lejer skal lufte ud minimum 2 gange om dagen i en varighed af 10 minutter.

Underskrift på husordenen

Underskrift i forbindelse med lejeaftalens indgåelse

Har du udformet husordenen inden lejer flytter ind i lejemålet, skal du blot notere at der foreligger en husorden i lejekontraktens § 10, samt vedlægge den i tillæg til lejekontrakten. Ved underskrift af lejekontrakten forpligtes lejer dermed til at overholde husordenen. 

Underskrift ved ændring af husordenen

Husordenen indeholder som udgangspunkt kun ordensforskrifter, som lejer skal overholde, når vedkommende bor i ejendommen. Ordensforskrifter er ikke en del af selve lejekontrakten, og derfor kan du sagtens ændre i disse forskrifter uden lejers samtykke, så længe du giver vedkommende besked om de nye ordensregler. 

Nogle ordensforskrifter kan dog relatere sig så meget til punkter i lejekontrakten, at du kan være nødsaget til at få lejers underskrift for at gøre disse gældende. Dette kan fx være punkter vedrørende vedligeholdelse og husdyr. 

Hvad gør man hvis lejer ikke overholder husordenen? 

Har du en lejer, som ikke overholder husordenen, har du mulighed for at opsige vedkommende. Du skal dog i første omgang give lejer et skriftligt påbud om overtrædelsen, så vedkommende har en chance for at rette op på sin adfærd. Først når lejer efter et tilstrækkeligt antal påbud ikke ændrer sin adfærd, er det muligt at opsige vedkommende. Overtrædelsen skal derfor være gentagende, før at den kan stå til grund for en opsigelse. Samtidig skal du sørge for at overtrædelsen dokumenteres. Dette kan fx være gennem vidneforklaringer og klager fra andre beboere i ejendommen. 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *