Er jeg forpligtet til at give min lejer lov til at fremleje?

I lejeloven gælder der nogle særlige regler for, hvornår du som udlejer kan modsætte dig lejers ønske om at fremleje hele lejemålet. I denne artikel gør vi dig klogere på, hvornår du er forpligtet til at give din lejer lov til at fremleje hele lejemålet, og hvornår du har mulighed for at modsætte dig det. 

Hvad er fremleje? 

Rent praktisk betyder fremleje, at din lejer udlejer lejemålet til en tredjepart. I sådan en situation fremstår din lejer altså som en slags “underlejer”, men vedkommende står stadig til ansvar overfor dig som udlejer, trods det er en tredje person, der bor i lejemålet. 

Hvornår må lejer fremleje lejemålet? 

Lejer har ret til at fremleje hele lejemålet i op til 2 år, såfremt følgende kriterier for lejeforholdet er opfyldt:

  • Lejemålet udelukkende er udlejet til beboelse.
  • Ejendommen som minimum har 13 beboelseslejligheder.
  • Antallet af personer i lejemålet ikke overstiger antallet af beboelsesrum. 
  • Lejers fravær er midlertidigt, og skyldes sygdom, studieophold, udstationering eller lignende. 

Er blot et af ovenstående kriterier ikke opfyldt, kan du modsætte dig lejeforholdet. Overgår antallet af personer i lejemålet antallet af beboelsesrum, er du forpligtet til at modsætte dig lejeforholdet, ellers kan du blive straffet med bøde. Du kan også modsætte dig fremleje, hvis den person som din lejer ønsker at fremleje til, er en person, du tidligere har lejet ud til, og vedkommende på det tidspunkt misligholdte jeres lejeaftale. 

Du må også gerne lade din lejer fremleje lejemålet i mere end 2 år, men fra lejelovens side er det ikke et krav, at du tillader det. 

Er der blot tale om fremleje af dele af lejemålet, fx enkelte værelser, har lejer altid ret til at fremleje.

Krav om lejekontrakt

Hvis din lejer ønsker at fremleje dit lejemål, har du krav på, at vedkommende sender dig en kopi af fremlejeaftalen. Gør lejer ikke det, kan du give vedkommende et påbud, hvor du gør opmærksom på, at du ophæver lejemålet, hvis ikke du modtager en kopi af fremlejeaftalen.

Hvem hæfter for lejemålet? 

Det er kun din lejer – den såkaldte oprindelige lejer – der er ansvarlig for lejemålet, og som dermed hæfter for potentielle skader. Laver fremlejer skade på lejemålet, er det derfor den oprindelige lejer, som er erstatningsansvarlig, og skal udbedre skaderne. Den oprindelige lejer kan dog fortsat gøre et krav gældende overfor fremlejer, men dette er en intern sag mellem dem, og ikke noget der kan påvirke dig som udlejer.  

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *