Hvordan kan jeg opkræve betaling for forbrug?

Når det kommer til forbrug, er der 3 forskellige måder, hvorpå du kan opkræve betaling fra lejer. I denne artikel gør vi dig klogere på, hvor og hvornår du kan gøre brug af hvilken metode. 

Afregning a conto

En betaling a conto er et fastsat månedligt beløb, som lejer betaler som en slags forskudsbetaling, med henblik på at beløbet senere opgøres. Beløbet er så at sige en delbetaling, der fungerer som et skøn af, hvad den endelige regning bliver. Når den endelige forbrugsregning opkræves, holdes den op mod den samlede sum af a conto betalinger i et forbrugsregnskab. Herefter vil en eventuel difference afregnes mellem dig og lejer. Viser det månedlige a conto beløb sig at være enten for højt eller lavt, kan du med fordel justere beløbet med 6 ugers varsel. 

For at kunne opkræve en a conto betaling fra din lejer, er der en række krav, som gør sig gældende, alt efter hvilken type forbrug det drejer sig om: 

Vand
For at kunne opkræve vand a conto, skal der være en forbrugsmåler tilknyttet lejemålet, så den enkelte lejers forbrug kan dokumenteres. Er der ikke det, er det kun muligt at opkræve betaling for vand over huslejen. 

El og gas
Med el og gas gælder de samme regler som for vand, og du kan kun opkræve a conto betaling, hvis der er en forbrugsmåler tilknyttet det enkelte lejemål. Langt de fleste udlejere vælger dog at lade lejer betale denne post direkte til forsyningsselskaberne. 

Varme
Modsat vand og el kan du godt opkræve en a conto betaling for varme, selvom der ikke er tilknyttet en forbrugsmåler til det enkelte lejemål. Ved opkrævningen af varme må du nemlig gerne fordele de samlede varmeudgifter efter lejemålene i opgangens antal kvadratmeter eller rumfang. Såfremt der er et flertal, vil lejerne i ejendommen dog kunne kræve, at du opsætter forbrugsmålere til hvert af lejemålene, så afregningen fremadrettet foregår via disse.

Afregning direkte med forsyningsselskaberne

Det er også muligt at holde dig selv fuldstændigt ude af regningen ved at lade lejer afregne sine udgifter direkte med forsyningsselskabet. Som udlejer skal du dog være opmærksom på, om forsyningsselskabet overhovedet vil indgå aftaler med lejere. 

Vælger du denne afregningsmetode til vand, skal du huske at holde øje med, om afregningen mellem din lejer og forsyningsselskabet sker i overensstemmelse med lejeaftalen. Ofte vil vand nemlig være forbundet til hele ejendommen, og forsyningsselskaberne vil fx ikke kunne lukke for vandet, hvis din lejer pludselig stopper med at betale sin vandregning. I sidste ende vil du derfor kunne risikere at stå med vandregningen, hvis ikke din lejer betaler den. Du kan herefter rette et krav mod lejer, for beløbet du har betalt. 

Afregning over huslejen

Du kan også inkludere forbrugsomkostningerne i huslejen. Gør du dette, skal du dog være opmærksom på, at du ikke kan opkræve en efterbetaling fra lejer, hvis vedkommendes faktiske forbrug skulle ske at blive større end forventet. Derfor anbefales det som regel, at du benytter dig af en af de andre metoder. 

Er der dog tale om udlejning af et værelse i en lejlighed eller i en villa, er denne type afregning som oftest den eneste, som er mulig. Når du fastsætter huslejen – med forbrugsomkostningerne inkluderet – skal du dog være opmærksom på, at du ikke må inkludere varmeudgiften i dette regnestykke. Udlejning af værelser i visse kollegier og ungdomsboliger, er dog undtaget denne regel, og kan alligevel inkludere varmeudgifterne i huslejen.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *